Morten Hylleberg er halmhusejer og lokalsamfundsaktivist. Det har han ikke altid været. Her giver han Klimapåmindelsen et blik ind i, hvordan han måtte forlade sin drøm om at blive landmand til fordel for halmhus og lokalsamfundsaktivisme.
Videoen fra oplægget kan ses på dette link: https://youtu.be/bRTncp9FdU0.
Hylleberg er fra en familie, hvor man i mange generationer har været landmænd. Den tradition var han på vej til at fortsætte og tog i sin ungdom en landmandsuddannelse og drømte om at blive landmand. Men en dag lyttede han til en radioudsendelse. Det skete, mens han sad på traktoren med sprøjten, der sprøjtede glyphosat ud over marken bag ham. I radioudsendelsen diskuterede man, om vi en dag ville finde glyphosat i vores grundvand. Det fik Hylleberg til spørge sig selv: “Hvorfor er det, at tvivlen altid kommer kapitalen til gode og ikke Moder Jord”?
Den tanke var afgørende for, at han forsøgte at få andre med på ideen om at skabe et bæredygtigt landbrug. Men her måtte han erkende, at det var meget vanskeligt at få andre med på ideen. Resultatet blev, at han sammen med sin kone besluttede at sadle om. En del af det indebar, at de byggede et halmhus.
I dag kan han konstatere, at livet med halmhuset nærmer sig det bæredygtige. Halmhuse kan lagre CO2, hvorimod andre huse udleder CO2. Halmhuset har også betydet, at Hylleberg og hans kone kunne begynde på boligmarkedet som gældfrie. Det har givet dem en enorm frihed til at beskæftige sig med noget, som de har fundet meningsfuldt i stedet for at overlade deres frihed til banker og kreditforeninger.
I dag dyrker Hylleberg sin egen mad og er dagligt ude for at rode i jorden med hænderne. Det har gjort, at han har genvundet sin forbindelse med jorden, fortæller han.
Han slutter sit oplæg med at fortælle om sin vision – eller utopi – om hvordan samfundet kommer til at se ud. En vision, der er præget af nærhed. Nærhed til jorden, de mennesker vi lever iblandt, det vi foretager os, og det vi nyder sammen med de mennesker, som vi lever iblandt.
Glæd dig til at høre hele Hyllebergs vision i videoen.
Videoen er optaget ved Klimapåmindelsens gademøde 4. december 2025.
Artiklen er skrevet af Henning Husum 2026-04-14.

