Christiansborg – ved trappen i Rigsdagsgården
Torsdage i folketingsåret kl. 8.30-9.30

Invitation til Klimapåmindelsens ekstraordinære gademøde

Torsdag den 9. oktober 2025 kl. 8.30-9.30 i Rigsdagsgården

Temaet er FORMIDLING

På mødet præsenteres Klimapåmindelsens nye bog ”Klimapåmindelser”.

Program

  • Jesper Theilgaard, meteorolog: 20 års bestræbelser på faktuel debat.
  • Caroline Bessermann, Den Grønne Ungdomsbevægelse: Fremtiden – et fatamorgana?
  • Vibe Skytte, Forlaget Frydenlund: Bogbranchen – midt i en klimatid.
  • Bjørn Tving Stauning m.fl. ”Klimapåmindelser” – en rejse ind i mulighedernes land.

På gademødet vil der være mulighed for udover oplægsholderne at møde mennesker, som i flere
år – og i al slags vejr – er mødt op hver torsdag morgen for at ”minde politikerne om, at de skal
indtænke klima i alle dagsordner”.
Gademøderne bliver netop afholdt på den ugedag, hvor partierne afholder deres gruppemøder. De
ankommer samtidig i en lind strøm – og med delte meninger om denne folkelige formaning.

”Klimapåmindelser” er 40 bidrag fra det store udvalg af de kvalificerede oplæg, som siden 2018
har været afholdt i Rigsdagsgården. Det er 40 forskellige, kvalificerede, nørdede, sprudlende,
specifikke og inspirerende fortællinger om veje til fremtidens bæredygtige samfund.
Vi er slet ikke så små og betydningsløse, som mange forestiller sig – og for velfærdsnationen
Danmark er det en bunden opgave at rykke videre med baggrund i en stor folkelig indsigt om
klimaudfordringerne: Hvad vil vi – hvad kan vi – hvad gør vi?

Det er værd at holde fast i, at den kommende omstilling kan blive en af de mest kreative processer
i danmarkshistorien. Indenfor stort set alle livets forhold må der tænkes nyt. Men uden bred
folkelig opbakning er opgaven næsten umulig. Klimasagen er ikke kun er for de frelste få, men en
forpligtelse på tværs af aldre, indkomst og uddannelser. Derfor er formidling en hovedhjørnesten.

Befolkningen har før vist, hvordan kreativitet og foretagsomhed kan overvinde store udfordringer
og skabe en unik udvikling: andelsbevægelsen, fagforeninger, vindmøller og velfærdssamfundet.
Vi kan gøre det igen – og ideer er der masser af.
Efter gademødet er der en kop kaffe på Café Katz,
Frederiksholms Kanal 1, kld., kl. 10-11.


Siden er opdateret 2025-10-06