Per Karlsson er med i Miljøforeningen Havnsø-Føllenslev1, der er en forening, der arbejder mod planerne om at lagre CO2 i den såkaldte Havnsøstruktur. Her giver han et lille indblik i de problemer, der er forbundet med lagringen.
Videoen fra oplægget kan ses på dette link: https://youtu.be/62dJ3e3BGns.
CCS kalder man den teknologi, der skal bruges. CCS er en forkortelse af det engelske Carbon Capture and Storage, der kan oversættes til dansk som fangst og lagring af kulstof. Teknikken spiller en betydelig rolle i planer om at reducere den mængde CO2, der udledes til atmosfæren. Det er fordi CO2 i atmosfæren er en hovedkilde til den globale opvarmning.
Karlsson peger på, at CCS-teknologien er de fleste politikere og erhvervslivets foretrukne måde at nå klimamål på. Det er fordi teknologien vil tillade, at vi kan fortsætte på samme måde som hidtil, forklarer han.
Karlsson giver et indblik i, hvordan der er udpeget fem områder i Danmark, hvor der skal lagres CO2. Et af stederne er Havnsø, hvor lokale borgere har dannet Miljøforeningen Havnsø-Føllenslev. Foreningen ønsker at undgå, at der bliver lagret CO2 i undergrunden under deres huse.
Når borgerne er modstandere af lagringen i undergrunden, er det fordi, CO2 ikke er nogen ufarlig luftart, uddyber Karlsson. Den kan fx fortrænge den ilt, man har brug for at indånde. Det understreges af en række eksempler fra udlandet, der har godtgjort, at CO2-lagringen ikke forløb, som man havde planlagt, men har været forbundet med fare.
Endelig peger Karlsson på, at der også er erfaringer fra udlandet, der viser, at det har været vanskeligere at fange CO2 end man har antaget. Projekterne er dels blevet dyrere end forudset og dels har den mængde CO2, de har kunnet fange, været mindre end forudset.
- Link til Miljøforeningen Havnsø-Føllenslevs hjemmeside: https://miljohf.dk/ (Tilgået 2026-07-09). ↩︎
Videoen er optaget ved Klimapåmindelsens gademøde 27. november 2025.
Artiklen er skrevet af Henning Husum 2026-07-14.

