Indledning
Morgentrafikken havde overrasket europaparlamentariker og elcyklist Margrete Auken, der denne morgen gav et oplæg til Klimapåmindelsen. Selvom hun kom for sent, nåede hun dog frem. Måske var der noget symbolsk over det. Hun slår nemlig fast som en af sine vigtige pointer, at det er rigtig, rigtig farligt, hvis vi først begynder at tale om, at det er for sent at gøre noget ved klimakrisen. Når de unge “kikker ind i næsten ingen fremtid, da er det utrolig vigtigt, at vi taler dem op”, siger hun. Derfor er det vigtigt, at vi under ingen omstændigheder overdriver, hvor det går hen, slår Auken fast.
Gør plads til elcyklerne
Det er lige før valget til Europa-Parlamentet. Derfor benytter hun lejligheden til at understrege, at det er et vigtigt valg. Hun fortsætter med også at pege på det kommende valg til kommunalbestyrelser. Til det valg er det vigtigt, at der kommer fokus på de dårlige forhold for cyklisterne. Der skal være mere plads til cyklisterne. “Man har væltet dem ind og presset dem mere og mere sammen”, siger hun. Det gør at cyklisterne ikke kan føle sig nogenlunde trygge. For at gøre cyklen attraktiv er der brug for, at man i det meste af landet gennemfører, hvad hun betegner som et lille initiativ: Man skal indrette vejene med punkterede linjer, der sætter plads af til cyklisterne. De punkterede linjer bliver respekteret. Selvom det er et lille initiativ, er det også et stort initiativ, fordi “det vil kunne gøre rigtig, rigtig meget for et af de tungere områder af vores klimabelastning: trafikken”, forklarer Auken som begrundelse for sit forslag. Et forslag, der gør, at elcykler vil kunne erstatte biler.
Foregangsland med cykelflip
Når Auken går så meget op i det, som hun kalder sit cykelflip, er det fordi det er et eksempel på noget, hvor vi vil kunne vise en løsning. “Dem, der vil kunne levere brugbare løsninger, er dem der kommer til at være førende i de her kampagner”, siger hun. På den måde kan Danmark tjene som rollemodel for resten af verden. Men her er det dog et problem for os, at vi står med en række møgeksempler: Vores kystområder og vores natur, hvor vi er i bund.
Fortrøstningsfuld
“Jeg har ingen planer om at give op”, siger Auken. Vi har nogle store valg lige foran os: europaparlamentsvalget og kommunalvalget. Det er vigtigt, at vi kommer til at stå stærkt i Europa. Hvis vi kan finde løsningerne, så vil vi kunne komme til at spille en rolle globalt. Derfor er hun forholdsvis fortrøstningsfuld, selv når hun ser på, hvor lang tid vi har kendt til problemerne.
Videoen er optaget ved Klimapåmindelsens gademøde 30. maj 2024.
Artiklen er skrevet af Henning Husum 2024-11-03.