Indledning
Aimi Hamberg er uddannet havbiolog og arbejder i Danmarks Naturfredningsforening som havpolitisk chefrådgiver. I sit oplæg til Klimapåmindelsen fokuserer hun på skånsomt fanget fisk, og hvorfor det vil være godt for både klima og biodiversitet at have beskyttede områder. Hun forklarer, at Danmark er en stor nation, når det gælder havet. Dels har vi meget hav, og dels har vi mange forskellige slags hav. Men vi passer ikke godt på det, og betragter det som et ressourcedepot. Vi fisker med bundslæbende fangstredskaber i meget stor udstrækning. Der er næsten ikke nogen havbundstype, der er beskyttet mod de bundslæbende redskaber. Nogle steder trawles havbunden op til 20 gange på et år. Det betyder, at økosystemet har det dårligt.
Jomfruhummeren
Problemerne
Selv om vores havmiljø har det dårligt, så er der arter, der klarer sig. En af dem er jomfruhummeren. Den fanges der store mængder af, fordi der kan tjenes penge på at fange den, forklarer Hamberg.
Men selv om det er rentabelt fra et økonomisk perspektiv at fange jomfruhummer, så fanger vi den på en måde, der har negative effekter på både klima og havmiljø. Ser vi først på de direkte klimakonsekvenser ved fangstmetoden, så har den et stort CO2-aftryk, fordi vi benytter bundslæbende redskaber. Det er redskaber, der graver sig indtil 10 cm ned i havbunden, når jomfruhummerne skal fanges. Det kræver megen energi at trække redskaberne gennem havbunden. Derfor har fiskefartøjerne et stort brændstofforbrug. Her er nogle svenske studier nået frem til, at jomfruhummeren ender med at få et højere CO2-aftryk end oksemørbrad(*), forklarer Hamberg.
Ud over CO2-udledningen fra den energikrævende måde at fange jomfruhummeren på, så påvirkes havmiljøet af, at der hyppigt trawles. Nogle steder sker det op til 20 gange på et år. Her er et af problemerne, at der hvirvles materiale fra havbunden op i vandsøjlen. Hamberg beskriver, hvordan det i de kystnære områder betyder, at de næringsstoffer, der hvirvles op, bidrager til iltsvind. I områder med dybere vand længere fra kysterne er problemet især, at kulstof, der er lagret i havbunden, igen kommer op i vandsøjlen. Det er gennem forskellige processer medvirkende til, at havet ikke er så godt til at opsuge kulstof fra luften, og dermed ikke er så godt til hjælpe med at afbøde klimaforandringerne.
Udover at CO2, hvis den kommer op i atmosfæren, bidrager til drivhuseffekten, så betyder den større mængde CO2 i havet, at vandet bliver mere surt. Det har konsekvenser for organismer, der danner et kalkskelet. De får vanskeligere ved at danne denne kalk. En del af disse organismer befinder sig tidligt i fødekæderne. Derfor vil en stigende forsuring kunne betyde, at økosystemerne bryder sammen. Det er en udvikling, som Hamberg siger, at hun og mange andre havbiologer er meget bekymret for.
Problemstillingen med frigivelse af CO2 fra materiale i havbunden har man arbejdet med i Storbritannien, fortæller Hamberg. Danmarks Naturfredningsforening har nu fået udarbejdet en rapport af skotske forskere, der viser, hvor meget kulstof der er lagret i de danske farvande, og hvor det er lagret(*). Den kortlægning bør bruges til at undgå fiskeri med bundslæbende redskaber i disse særligt følsomme områder, mener Hamberg.
Løsningerne
Men det er ikke sådan, at der ikke findes løsninger på problemerne, der forårsages af bundgarnsfiskeriet efter jomfruhummere. Vi kunne fx gøre som svenskere og nordmænd. De anvender en fangstmetode, der er mere skånsom for miljøet, og fanger jomfruhummere i tejner – en form for ruse – der lægges på havbunden, og hvor hummerne selv bevæger sig ind i tejnerne efter madding. Men det er jo helt åndssvagt, at man i Danmark må købe svenske eller norske jomfruhummere, hvis de skal være skånsomt fanget, siger Hamberg.
Hun mener, at forbrugerne kan spille en rolle og skubbe i den rigtige retning ved at efterspørge skånsomt fanget fisk hos fiskehandleren. Men som situationen ser ud i øjeblikket, bliver det næppe jomfruhummer, der kommer på menuen, fordi vi i Danmark kun fanger dem med bundslæbende redskaber.
Status på havmiljøet
Hvis vi ser overordnet på, hvordan det går med beskyttelsen af de danske havområder, så går det for langsomt, og det går i den gale retning, selv om der er små tegn på, at noget går i den rigtige retning, forklarer Hamberg.
I den gældende havplan, så skal mindst 30 procent af havet være beskyttet. Heraf skal 10 procent af havet være strengt beskyttet, så der ikke her foregår menneskelige aktiviteter, der udnytter havet. Men ser man på den reelle beskyttelse, så er det kun omkring en tiendedel af de 32 procent – som vi på papiret har udpeget som beskyttet – hvor der ikke foregår fiskeri med bundslæbende redskaber.
Som en forklaring på, at det går langsomt med at gøre noget ved bundgarnsfiskeriet, peger Hamberg på, at der er mange penge i det, og vi har nogle stærke fiskeriorganisationer.
Selv om det billede, Hamberg tegner, viser, at det går i den forkerte retning, så slutter hun trods alt sit oplæg på en måde, hvor hun peger på, at en positiv udvikling er mulig, og hun siger, at hun er en evig optimist: “Hvis vi bare gør noget. Genopretter nogle stenrev. Slutter med at fiske med bundslæbende redskaber – i hvert fald på en meget større del af det danske hav end vi gør nu – kan vi få noget hav tilbage. Men det skal ske meget, meget hurtigt”.
(*) Jeg har ikke kunnet identificere de to videnskabelige arbejder, og har bedt Hamberg om hjælp til at identificere dem.
Videoen er optaget ved Klimapåmindelsens gademøde 16. maj 2024.
Artiklen er skrevet af Henning Husum 2024-10-31.