Poul Kattler fra organisationen Bevar Jordforbindelsen fortæller om Folketingets klimapolitik på dagen, hvor denne politik igen bliver eksemplificeret ved, at Folketinget vedtager lov L19 om udvidelse af Københavns Lufthavn.
Loven gør det muligt, at lufthavnen kan udvide antallet af årlige passagerer i lufthavnen fra 30 mio. til 40 mio. og måske helt op til 55 mio. passagerer, fortæller Kattler og forklarer, hvad det betyder for klimaet i form af ekstra udledninger opgjort som CO2-ækvivalenter (CO2e). Her lyder et forsigtigt skøn, at en øgning af antal passagerer fra 30 mio. til 40 mio. vil betyde yderligere 2,1 mio. tons CO2e.
Tallet siger sikkert ikke de fleste ret meget, men Kattler forklarer, at det svarer til hele den CO2e-reduktion vi kunne opnå, hvis vi tog alle landbrugets lavbundsjorder ud af drift.
Når Folketinget forsømmer sin opgave med at bestemme landets klimapolitik, sker det med en lang række argumenter, der forsvarer, at der ikke udvises rettidig omhu, forklarer Kattler. Her peger han bl.a. på, at man henviser til, at udledningerne fra international luftfart ikke indgår i det danske klimaregnskab. Han er også inde på en form for fortrængningsmekaniske hos politikerne, hvor politikerne har en tyrkertro på, at der vil komme teknologiske løsninger på ubehagelige problemer.
Vedtagelsen af lov L19 er en trist dag for dansk klimapolitik. Det er en skændsel, slutter Kattler sit oplæg til Klimapåmindelsen.
Videoen er optaget ved Klimapåmindelsens gademøde 30. november 2023.