Danmarks Naturfredningsforening: Kritik af økonomisk vækst og forbrugskultur

Mette Hoffgaard Ranfelt, Danmarks Naturfredningsforening, kritiserer vor forbrugskultur og optagethed af at sikre økonomisk vækst, der ikke er forenelig med en økonomi med fokus på mennesker og planetens trivsel.

Mette Ranfelt trækker plast frem som eksempel på, hvordan vi har fået galt fat på cirkulær økonomi. Her har produktion og håndtering af plast på globalt plan en større CO2-udledning end luftfart, og samtidig er genanvendelse af plast ressourcekrævende, og en stor del af plastikken ender hurtigt i en tilstand, hvor den ikke kan genanvendes.

Vi har også stirret os blinde på CO2-udledningen, men det duer ikke, når vi har overskredet seks af ni planetære grænser, hvoraf klimaforandringerne kun er en, fortæller Mette Ranfelt, med henvisning til et nyligt arbejde fra Katherine Richardson m.fl.[1].

Mette Ranfelt forklarer, hvordan reparation af produkter er væsentlig for at sikre, at produkter får lang levetid for at reducere miljøbelastningen. Her er et forslag om at gøre det mere attraktivt at få repareret produkter blevet afvist af skatteministeren bl.a. med henvisning til, at det ikke vedrører det danske 70 %-mål, fordi produkterne er produceret uden for Danmark[2], tilføjer hun med et suk.

Vi må bevæge os mod et system, der er bedre, et system, der sætter mennesker og planetens trivsel i centrum, siger Mette Ranfelt. Her kan vi få inspiration, hvis vi kikker ud over Danmarks grænser, hvilket hun håber politikerne vil gøre. Hun nævner to eksempler, der peger i den rigtige retning. For det første Europaparlamentets konference fra i foråret: “Beyond Growth”[3] og for det andet interessen for en “wellbeing economy”, der bl.a. har manifesteret sig i en Wellbeing Economy Alliance[4]

Videoen er optaget ved Klimapåmindelsens gademøde 2. november 2023.

Ved en fejl fik jeg kun lydsiden optaget af de første minutter med Mette Ranfelts oplæg. Derfor er der en række stilbilleder og noget grafik, inden de levende billeder begynder. De viste grafikelementer og henvisningerne nedenfor er valgt og fundet frem af mig.

Henvisninger:
[1] Katherine Richardson et al., “Earth beyond six of nine planetary boundaries”.Sci. Adv.9,eadh2458 (2023). DOI:10.1126/sciadv.adh2458

[2] Skatteministerens svar 2. oktober 2023 til skatteudvalget på spørgsmål om fradrag for reparation af husholdningsapparater, https://www.ft.dk/samling/20222/almdel/sau/spm/335/svar/1983507/2757448/index.htm (Tilgået 2023-11-04)

[3] Der findes en række videoer på YouTube med indhold fra Beyond Growth konferencen. En af dem er her: https://youtu.be/9Lx7CCO0uhQ, og der er en spilleliste med flere videoer her: https://youtube.com/playlist?list=PLCsKDAfAp2L1V3CyZokKQbfCJRZ7hldh7&si=Wp_FpXJE3ygep0Pi (Tilgået 2023-10-27)

[4] Wellbeing Economy Alliance https://weall.org/ (Tilgået 2023-11-04)