Oskar Kluge giver et kik ind i, hvordan han er blevet klimaaktivist, og sit syn på, hvilken form for klimaaktivisme der er behov for i dag.
Det begyndte med gymnasietiden i Hillerød, fortæller Oskar Kluge, hvor han i 1.g var med til at starte en klimaklub. Gymnasiets rektor gav dem ansvaret for sortering af pant på skolen, men da klimaklubben ikke kunne se sig selv i den rolle, valgte den i stedet i 2018 at arrangere demonstrationer for skoleeleverne i Hillerød.
Efter nogen overvejelse begyndte Oskar Kluge på civil ulydighed i Extinction Rebellion i København i 2020, og nu senest er han engageret i det nye initiativ “Nødbremsen”.
Oskar Kluge konstaterer, at Folketinget snakker om den grønne omstilling, men Klimarådet dumper initiativerne. I stedet for at gøre noget ved katastrofen, så binder man os til mere død og ødelæggelse. Vi bliver holdt for nar.
Når han skal hente inspiration til, hvad der kan gøres, peger han på Greta Thunberg. Hun har været med til at blokere en oliehavn. Da hun blev dømt for det, valgte hun at deltage i en ny blokade af oliehavnen. Den form for dedikation er meget inspirerende, siger Oskar Kluge.
Det er nødvendigt at protestere på en måde, der ikke kan ignoreres, fortsætter han. Det betyder, at roen i hverdagen må forstyrres, for at vi i fremtiden kan have en rolig hverdag og bevare vores velfærd, tilføjer han.
Samtalen om klima skal bredes ud til alle samfundets arenaer, siger Oskar Kluge, og peger her på, at han selv som en del af Nødbremsen har forstyrret en forestilling på Det kongelige Teater, og Nødbremsen også har forstyrret Infrastrukturdagen, der afholdes af Dansk Industri, hvor man drøftede, hvordan de nye motorveje kan bygges.
De næste aktiviteter, Nødbremsen har undervejs, er vejblokader, fortæller Oskar Kluge. Her er man inspireret af en succes for nylig i Holland efter vejblokader, der har fundet sted dér siden 2020.
Som afslutning på sit oplæg opfordrer Oskar Kluge til, at man slutter sig til Nødbremsen, for hvorfor skulle vi egentlig ikke, spørger han, hvor han vender spørgsmålet om civil ulydighed om, så det ikke er legitimiteten af ulydigheden, der spørges til, men i stedet legitimiteten af at undlade at være ulydig.
Der er mere om Nødbremsen på deres Facebookside: https://www.facebook.com/profile.php?id=61550912931901 (Tilgået 2023-10-21).
Videoen er optaget ved Klimapåmindelsens gademøde 19. oktober 2023.