Julie Bangsgaard Abrahams fortæller Klimapåmindelsen om sit arbejde i Rådet for Grøn Omstilling (https://rgo.dk/) med at få udfaset olie- og gasfyr.
Rådet har fået lavet en undersøgelse, der viser, at danskerne er klar til den grønne omstilling. Der er sågar opbakning til højere priser på naturgas gennem en CO2-afgift. Det er regeringen, der er fodslæbende [1, 2].
De teknologiske løsninger til at erstatte olie- og gasfyr i form af fjernvarme og varmepumper er klar, men regeringen er uambitiøs og tøver med at planlægge, hvordan udskiftningen skal gennemføres.
Julie Abrahams kritiserer også opfattelsen af Danmark som et grønt foregangsland. Her peger hun på, at 54 % af Danmarks samlede energiforbrug kommer fra fossile brændsler. 10 % af energiforbruget til el og opvarmning kommer fra vedvarende energikilder, og endelig stammer 66 % af det, vi betegner som vedvarende energi, fra afbrænding af biomasse.
Videoen er optaget ved Klimapåmindelsens gademøde 13. april 2023.
Referencer:
[1]: “Danskerne er klar til grøn varme, politikerne mangler bare at hæve ambitionerne”, Rådet for Grøn Omstilling, https://rgo.dk/danskerne-er-klar-til-groen-varme-politikerne-mangler-bare-at-haeve-ambitionerne/ (Tilgået 2023-04-22)
[2]: “Moos-Bjerres sustainometer 2022 – En årlig måling af danskernes holdning til og prioritering af bæredygtighed”, Konsulent- og analysevirksomheden Moos-Bjerre A/S, https://rgo.dk/wp-content/uploads/Sustainometeret-2022-Danskernes-holdning-til-og-prioritering-af-baeredygtighed-.pdf (Tilgået 2023-04-22)