Klimadebatten i Danmark blev afsporet og kom til at handle om, at der skulle være plads til, at den fattige LO-mor kunne servere pasta med kødsovs for sine børn. Den skulle i stedet have handlet om de rigeste ti procent af danskernes luksusforbrug, og fx om at vi kunne lægge en høj flyafgift på rejser, hvor man fløj mere end tre gange om året, eller om at vi helt kunne forbyde privatfly. Afsporingen af debatten fik os til at tro, at vi alle – rig som fattig – ville miste noget, hvis der skulle gøres noget ved klimaet. Dermed blev de riges luksusforbrug fredet.

Ud over denne pointe peger Leila Stockmarr på et par andre forhold i klimadebatten, som det er værd at hæfte sig ved. Et af dem er, at brede dele af det politiske spektrum nu har overtaget klimaforkæmpernes gamle argument om, at der er en sammenhæng mellem vores forbrug af fossile brændsler og vores sikkerhed. Det er sket i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine. Der er dog ikke gjort noget for at komme ud af afhængigheden. Den er blot flyttet et andet sted hen, så vi nu er blevet mere afhængige af mellemøsten og USA i stedet for at være afhængige af Rusland.

Sammenhængen mellem afhængighed af fossile brændstoffer og sikkerhedspolitik leder over i en anden af Stockmarrs pointer: klimabevægelser, fredsbevægelser og den politiske venstrefløj har ikke været gode nok til at få sat en dagsorden, hvor udenrigspolitik og klimapolitik blev kædet sammen. Her har der været for meget silotænkning både organisatorisk og analytisk.

Hermed har hun fat i, at klimadagsordenen ikke bliver præsenteret for folk på en måde, der gør det muligt for dem at se, at der er en sammenhæng mellem klima og mange andre forhold. Fx bliver talen om 70 procents målsætningen i klimaloven uhåndgribelig for folk. Over for denne uhåndgribelighed er biodiversitet og natur, hvor vi dagligt får nye forureningsskandaler, mere vedkommende for folk. Det er tættere på folks liv og et folkesundhedsmæssigt problem og dermed ikke noget, man som regering kan sidde overhørig. Men problemerne for klima, biodiversitet og natur er i stor udstrækning udtryk for det samme: en prioritering af økonomiske interesser på bekostning af natur.

Endelig er der i løbet af oplægget og diskussionen en del referencer til, at vi i Danmark har lullet os selv i søvn. Medierne dækker kun klimaet som begivenheder, fx i forbindelse med at der kommer en ny rapport. Tilsyneladende har vi en forestilling om, at vi er godt på vej med klimaloven og talen om de mange indsatser i forbindelse med den. Der er også blevet talt om, at vi har en “klimakonsensus” i Danmark, så derfor er klimaet ikke længere noget, man kan strides om politisk. Men mens der ikke er sket så meget i Danmark, så er der sket mere i EU, og derfor bliver det nu nødvendigt at se på, om vi er sakket så meget bagud, at vi ikke lever op til vores forpligtelser i forhold til EU. Vores forestilling om, at vi er et grønt foregangsland er endt som en illusion.

Videoen er optaget ved Klimapåmindelsens gademøde 2. marts 2023.