Tekst Niels-Simon Larsen
Melodi: Den signede dag med fryd vi ser

Nu pibler det frem med fler og fler,
der si’r, de har fundet troen.
De hylder det gamle kirkehus
og foretrækker det for kroen.
Måske ta’r de også djævlen med.
Det’ ham der med næb og kloen.

Det’ fint, man har noget at kæmpe for,
og mer end sin egen frelse.
Der er for eksempel Jorden selv,
og dens behov for helse.
Så nu kan man håb’, de nye er med 
og ik’ bare rævepelse.

Desværre bli’r Jesus sjældent nævnt.
Det ham med de krav så rene.
Han fordrer jo, at man giver alt,
og si’r os, hvad vi skal mene.
De rige skal ikke regne med
sig kunne med ham forene.

Vi ved godt fra gamle stik, vi ser,
at sværdet og kors er sammen,
broderet i guld og ræverødt
der angiver samfundsrammen.
At se disse to i dagens lys,
det burde fremkalde skammen.

Hvordan kan den nye kristentro
forenes med magt og våben.
Hvordan kan man bred’ et budskab ud
der eg’ntlig kun er for tåben,
der fromt vender til den anden kind,
når først han har fået dåben.

Nu rejser vi op et fædreland,
hvor hjertet er let at finde,
hvor ønsket om rigdom, magt og glans,
kun er os et falmet minde.
De kendte må godt udfolde det, 
som Jesus ha’d i sinde.

---

Niels-Simon Larsen skriver om sangen: De nye troende handler om de kendtes måde at tro på. Her lægger jeg vægt på forskellen mellem Jesus og Kristus jf. Villy Sørensens bog, Jesus og Kristus.
Kristus er nemlig kirkemagt og militærmagt. Med Jesus vender man den anden kind til og ser til markens liljer og himlens fugle.