Tekst: Niels-Simon Larsen
Melodi: Den lille Ole med paraplyen

Man ser reklamer på alle skærme.
Reklamefolk de er, åh, så ferme.
Med tusind ting i en evig strøm,
de gør dem til en forbrugers drøm.

De fleste af de produkter hviler
på kul og olie, der er fossiler.
Man forurener den hele Jord.
Det ligner nærmest et folkemord.

Så sku’ man tro, at vi bar’ lod være.
Det går jo ud over vores kære.
Ja, selv os selv bliver varmet op.
Man mærker det på sin egen krop.

Alligevel kan det fortsat køre.
Man spør’ sig selv, om vi blot er skøre.
Reklameforbud, en god ide.
Det må da mange en dag ku’ se.

Man må oplyse, men ikke friste,
fortælle frit, hvad der er det bedste
ud fra den tanke, om hvad der gror,
og der vil skåne den kære Jord.

Så alt er tilladt, hvis blot det gavner
vor fælles fremtid, og at vi havner 
et sted, hvor der så er godt at bo.
Det er vel det, vi har lov at tro.

---

Niels-Simon Larsen skriver om sangen: Man bør huske på, at reklamer ikke blot koster milliarder af kroner; de koster også menneskeliv.