102. Naturen ind i Grundloven

Tekst: Niels-Simon Larsen
Melodi: Jeg elsker de grønne lunde

En grundlov skal gælde for alle,
og derfor så skal den forny’s.
Om planter og dyr kan stemme
skal ses i et andet lys.

Og hvem skal have rettigheder?
Kun dem der kan tal’ for sig selv?
Vi mennesker må nu tag’ vare
på alt under himlens hvælv.

Det gælder den Jord, vi bor på,
det land vi tilfældigt bebor.
Det gælder den mark vi dyrker,
og hvoraf vor helse gror.

Naturen skal have en stemme,
men det er jo den, vi skal gi’.
Det drejer sig om at lytte,
for ellers er alt forbi.

Så nu skal vi spørge naturen,
om hvad den mon ønsker af os.
Hvad si’r vore skove og søer?
Nu er det for dem, vi slås.

Derfor skal en grundlov gælde
for alle, og alt der er til.
Ja, alle er alt i alle
og del af det store spil.

Skrevet op til Klimapåmindelsens gademøde, der faldt på grundlovsdag, 5. juni 2025.

Niels-Simon Larsen skriver om sangen: Mange har gennem de senere år forsøgt at samle flertal for at ændre Grundloven. En mere grøn grundlov er et højt ønske hos klimaaktivister. Rundt omkring i verden prøver nogle at give naturen juridisk, beskyttende status. Det kunne vi også gøre i Danmark.