Tekst: Niels-Simon Larsen1
Melodi: Woody Guthrie – So long, it’s been good to know you
At havene stiger, det glemmes så let,
og så er der nogle, der tror, det’ et gæt.
Bodil har stormet, og ogs’ hendes bror.
Mindet er sendt hen, hvor peberet gror.
Hvem bliver ved med at huske
væltede træer og buske,
huset med brunt vand i kælderen, nog’n gik for koldt vand og lud?
Og det hel’ så forfærdeligt ud.
Vi sku’ så tro, at den ramte blev trist,
og meldte sig straks som klimá-aktivist.
Det er dog ikk’ lige det, som man gør,
og så er man lige så passiv som før.
Folk kan dog altid beskylde
dem på den øverste hylde.
De sku’ have bygget et dige om Danmark, der ku’ holde vand,
så vi alle sad trygge på land.
Når forskerne sender endnu en rapport,
så vil de fortælle at tiden er kort.
Der tælles i metrene 1, 2 og 3.
Det skyldes langt mer end en smeltende bræ.
Det er Antarktis og Grønland,
vældige mængder af isvand,
og når det sker, så er Danmark så lille og bare en plet,
si’r det kvalificerede gæt.
Men der er fare for fælles forlis,
når man vil have endegyldigt bevis.
Det’ nemlig svært, nok umuligt at få,
og derfor går grønne ideer i stå.
Det er så nu, man skal lytte,
ikke spørg’, hvad det kan nytte.
Det er de kommende generationer, der stirrer på os,
mens vi vender dem ryggen i trods.
Tålmodighed siges at være en dyd,
men hvad gør man så, når man hører en lyd:
Isen, der revner med mægtige brag,
si’r, vi skal tage denne lyd som et krav.
Det er et krav om forandring.
Isen er ikk’ til forhandling.
Vi skal bli’ enige om, hvad der egentlig gavner en bræ.
Tilmed os og hvert levende kræ.
Jordhulen venter, det høres så tit.
Ikke mer luksus og slut med profit.
Nu skal enhver stille regnskabet op:
Hvad er et barn værd med psyke og krop???
Livet skal ses som et hele,
ikke i enkelte dele.
Tænk, at man spør’, hvad det koster at gi’ livet vid’re til dem,
der skal bruge vor Jord som et hjem.
Der’ noget med ansvar, vi ikke forstår.
Det handler om det, som vi hver dag begår,
men ogs’ om alt det, vi tit har forsømt.
Det’ ikk’ så rart, og det føles ret ømt.
Ansvaret, det må vi dele,
ingen kan bære det hele,
træde i fuld karakter for at redde den pragtfulde Jord,
selvom opgaven synes for stor.
I tidernes morgen ha’d’ vi ogs’ det problem.
Vi løste det gennem et sindrigt system,
af guder og djævle med drabelig magt.
Tilbage stod mennesket svagt og forsagt.
Vi er selv guder og djævle.
Nu må vi ikke mer ævle.
Ansvar for Jorden er vor’s, og nu gælder det om at tage fat:
Redde Jorden vor kæreste skat.
- Niels-Simon Larsen skriver om sangen:
Denne gang er sangen på otte vers, så jeg har delt den i to dele. Det hænger sammen med, at jeg gerne vil ind til kernen af den aktuelle debat om havvandsstigninger. Ingen kan sige helt nøjagtigt, hvor meget havene vil stige, men hvis vi venter og venter, bliver det for sent at gøre noget.
Et andet problem er, hvor vores uansvarlighed stammer fra. Her har vi nok hver især et bud, men selvom man ikke har et, har man stadig et ansvar.
Norges klimadirektør har lige citeret fra et digt af Inger Hagerup: “Det haster, det haster i dag! Vær utålmodig, menneske! Set dine egne spor! Det gjelder vort evige, korte liv. Det gjelder vor Jord.”
Og ja, det ved vi godt, men hvornår og hvordan tager vi fat på opgaven? Det skal vi tale om, og ikke så meget andet.
Melodien har jeg taget fra en af Woody Guthrie’s sange:
https://www.youtube.com/watch?v=zqiblXFlZuk&list=RDMMzqiblXFlZuk&start_radio=1 ↩︎
