Tekst: Niels-Simon Larsen
Melodi Den spillemand snapped fiolen fra væg1
At stjæle er ikke noget man må,
og det kan enhver forstå;
de fleste kan godt forstå.
Noget andet det er, når et land stjæler land,
og på det har man god forstand.
Fra Biblen vi ved, kananæerne led,
da is-ralitterne stormed’.
De sagde deres Gud havde givet dem bud,
Og nu var det landet, de formed’.
Bare hug løs og bar' brug magt
for landet er jo lovet
af allerhøjeste myndighed -
om end logikken var tåget.
En viking ku’ være en landnamsmand,
og det var en gælden lov,
og så var det ikke rov.
Senere vented’ Amerika bare på besøg,
og så var der nogen, der mått’ dø.
I syd og i nord der satte vi spor,
og så var det ude med folket.
Europæerne var i deres gode ret,
og sådan blev loven fortolket.
Verden dengang var stor og tom
og lige til at stjæle.
Man satte grænser, hvor man kom
med millioner af pæle.
I dag forurener man jord luft og vand.
Man tager fra den fælles fond.
Man stjæler fra fælles fond.
Ma-an påfører andre røg, støj og møg,
hvis bare man har mag-ten: Føj!
Man påfører også andre sin krig,
når man har de tungeste våben.
At det bliver ved, er svært at forstå.
Så venter vort bæger på dråben?
Det vil sig’ vi skal råbe stop,
om det der skader verden,
og vise det med ånd og krop
og ændre hele vor færden.
