88. Kvinder, høns og haver (Care)

Tekst: Niels-Simon Larsen
Melodi: Hønsefødder, gulerødder

Køkkenhaver, fyldte maver,
høns der gøder planter.
Det er det, som der skal til
og ud i alle kanter.
Kvinder med et solkomfur
henter ikke brænde i skoven.
De kan gå sig en havetur,
medens fugle synger for oven.

Mor til datter, mange fatter,
det er selve vejen.
Arbejdet bli’r ikke surt,
men blot en del af legen.
Må man flygte fra krig og død,
ta’r man bare essensen af haven.
Op på æslet med korn og brød.
og afsted med hånden på staven.

Stærke kvinder, altid vinder,
når de får en chance.
Gi’r man dem et mikrolån,
så skaber de en branche.
Der bli’r liv i den lille by,
når der bli’r sat noget i scene.
Og humøret vil stige på ny,
og det har vi helt på det rene.
Mænd er mænd, og de får skænd,
for de vil jo bestemme.
De har noget at lære her.
Det skal de kunne fornemme.
Her er vi ved det ømme punkt,
det er netop her, det slår gnister.
Magtforholdet er evig ungt,
og magt kan vær’ noget man mister.

Urtehave er en gave.
Den er skabt med hånden.
Den kan ikke slås ihjel,
og det er selve ånden.
Giv en kvinde et sted, et hjem,
og lad det vær’ mentaliteten.
Hjælp til selvhjælp er vejen frem.
Så’n redder kvinder planeten.