Tekst: Niels-Simon Larsen
Melodi: Lille Peter Edderkop

Universet sprang for - det er det der står -
tretten komma otte milliarder år.
Jorden blev dannet her for ca. 5.
Lidt derefter kom den første celle frem.

Hvem var med fra starten - fra det første bang.
Man kan også spørge, om stjernerne de sang.
Altet sang sin egen melodi,
mens de første celler blev et kompagni.

Selv en simpel celle har sit eget liv.
Den kan nemlig vælge: gå nu eller bliv.
Den kan sove, drømme og stå op.
Milliarder celler er der i vor krop.

Tænke sig at stemningen den blev seksuel.
Kønnet formering den blev generel.
Det har holdt sig lige til i dag.
Er der ved at ske noget nyt i denne sag?

Er så alt forbundet, eller er vi delt,
hører vi sammen, og forstår vi helt,
at det allermindste også har en ånd,
at der mellem alting også går et bånd?

Hvorfor skal vi splitte, det der er kompakt,
når til alle tider ordene er sagt:
Byg en verden, der er stor og skøn.
Sprænger der vulkaner, gør den atter grøn.

Tænk at vi har kravlet op alle disse år,
lige fra ursuppen til hvor vi nu står.
Præstationen den har været flot.
Hvorfor skal det hele nu brændes ned til skrot?

---

Tekstens forfatter Niels-Simon Larsen skriver om sangen: Alle kender Lille Peter Edderkop. Jeg har længe haft et godt øje til ham, og så kom anledningen: Jeg læste en bog om universets skabelse og om visse fysikere og matematikere. Det er ellers ikke mig, men undervejs gav de udtryk for bekymringer for verdens fremtid, der ligner vores. En anden dag læste jeg en novelle om vores små, encellede venner. Forfatteren hævdede, at de både kunne sove og drømme, og sikken spændvidde, jeg så havde i sangen.
Peter blev skyllet ned af regnen, og det er vi også blevet. Fem gange er det blevet til med masseuddøen, og nu er vi efter sigende midt i den sjette.
I et vers funderer jeg over det at føle sig samhørig med universet og alt levende – en sjælden følelse man kan have midt i kaos.