81. Alternativets 6 værdier

Tekst: Niels-Simon Larsen1
Melodi: Lille føl, ved du hvad2

Mod er det, der skal t’
for at nå fra A til B.
Når man nemlig vover springet,
gi’r sig selv så ubetinget,
bliver drømmen, som man ved,
realistisk mulighed.

Ta’ imod stort og småt
selvom ikke alt er godt.
Det at give til sin næste,
kæmpe for det fælles bedste,
glemme fejl, der nu er sket,
det er generøsitet.

Nok en sag gi’r et gys:
“Mon den tåler dagens lys?”
Der går ofte mange rygter,
nogle bruger mørkelygter.
Åbenhed i alle led,
det er gennemsigtighed.

Ydmyghed, stille gang,
ikke brøle sejrssang.
Det, man lader andre smage,
vender mangefold tilbage.
Venner i forklædning går
rundt som fjender mange år…

Humor, ja, kom nu her,
ikke krumme dine tæer.
Bli’r det hele lidt for rodet,
vend det så engang på ho’det.
Vend dig selv en omgang rundt.
Humor det er no’et så sundt.

Empati, som man ved -
sætte sig i andres sted.
Det er let at kritisere
andres dåd og der’s manerer,
men at vise storhed først,
viser hvem der dog er størst.

NB.
Kærlighed er ej glemt,
i det ord er alting gemt.
Det kan næsten ikke bruges.
Det kan ikke overskues.
Lad det bare leve skjult,
hel’re end det lyder hult.

  1. Sangen er kommet i sangbogen 3. oktober 2024 foranlediget af Niels-Simon Larsen, der skrev sangen som Alternativets Værdisang for ti år siden. Sangen blev sunget meget og er aktuel fordi en af Alternativets partistiftere, Uffe Elbæk, den 3. oktober giver et oplæg til Klimapåmindelsen. ↩︎
  2. Lille føl, ved du hvad. https://www.youtube.com/watch?v=pTDwdZ0TZQA. ↩︎