Tekst: Niels-Simon Larsen
Melodi: Danse, danse dukke min

Kate må alle kunne li’,
taler om økonomi,
på en måde vi forstår,
NU, og ikke om et år.
Men’sker  kommer foran alt,
det har hun så nu fortalt.
Penge har vi mer end nok,
lad dem komme nummer sjok.

Penge er et trossystem,
om at vi får færre mén
ved at sætte pris på alt
lige fra kærlighed til salt.
Men i tidens morgengry
(uden penge, uden at kny)
fik vi alt det, som der gjaldt
både kærlighed og alt.

Rawforth tegnede så snildt
denne doughnut, ikke vildt,
bare en ganske flad figur
som symbol på, hvad der dur.
Hullet, den sociale nød.
Yderst, klima-kaos, død.
Til sig selv hun sagde: ”Skriv,
fremad mod det gode liv”!

Har man dette narrativ,
bli’r man ofte kaldt naiv.
Mainstream i økonomi
får parnassets energi.
Om der findes fuglefløjt, 
rager ikke dem en døjt.
Men hun havde vingefang,
så hun snød dem denne gang.

Mer om doughnut kan man si’:
Det, som man kan bide i,
det er livet, som vi har
med en hverdag god og rar.
Det er vores ankerpunkt
og skal altid føles ungt.
Det må vi så kæmpe om,
hver gang verden føles tom.