Tekst: Niels-Simon Larsen
Mel: Den yndigste rose er fundet

Hej, Karl, tak nu for analysen
(nu ser vi på verden med gysen).
Helt fremsynet og klar i spyttet.
Du burde da virk’lig have nyttet.

Dit samfund var helt uden klasser.
Enhver med selvvalgte strabadser.
Og så med forandringens vinde,
ja, så ville staten forsvinde.

Og fremtiden havde du gæstet.
Det finder man i Manifestet.
Man læser det hjemm’ i sin stue,
og det er da li’ til at bruge.

Den enkeltes frihed sku’ kalde
på det, der gav frihed til alle.
Om lighed, ja, hvad skal man sige,
hvis ikke vi vil være lige?

Desværre så fik vi den lære,
at krige var arbejderhære.
De røde var konglomerater,
og blev til socialdemokrater.

Nu dækker det grønne det hele.
Naturen er noget, vi skal dele.
Der ankommer stadig gesandter:
Ressourcer, en flod, dyr og planter.

Det grønne er totaliteten,
der omfatter hele planeten,
plus noget af rummet med måne,
og det skal vi ogs’ til at skåne.

Engang ku’ vi bare forbruge
en verden li’ uden for vor stue.
Men nu ser vi alt som forbundet:
Den rose har vi end’lig fundet.

Så læren fra jer, Karl og Jesus
er virkelig mer’ end en passus.
Og fortsat vil I eksistere,
for I havde fat i - det mere.