Tekst: Bjørn Tving Stauning
Melodi: P.E. Lange-Müller: Vi elsker vort land

Vi elsker vort vand,
når det brusende står
frem fra kilden i skoven, fra hanen i vasken,
venligt byder en tår.
I et hus på en mark
høres glæden fra børnenes pludrende plasken.
Den renhed så klar, har vi taget for givet,
men gift og kemi er til grundvandet sivet.
//: Vi vil elske vort land
gå i bad i vort vand,
vi vil også ku’ drikke det, uden det koster os livet. ://

Vi elsker vor jord,
når den dampende står
frisk med mindet om sliddet fra talløse slægter,
her i tusinde år
gav den sund mad til os,
men nu sprøjtes hver mark. Alt for mange de vægter
en pung fuld af penge langt mer’ end vor glæde.
Skaf mad uden gift, men vi må ikke græde.
//: Vi ser frem mod en tid,
hvor en bondemands slid
giver korn, giver kød, som vi alle kan tåle at æde. ://

Vi elsker vor luft,
når den kysser vor kind,
når det regner og skyerne dækker for solen.
I vor sjæl og vort sind
kan vi kun sige tak
for et åndedrag fælles som lyd af fiolen.
Med kul-di-oxid er der lagt byggestene
for meget – vor jord svæver livløs alene;
//: for en ære så stor,
kære ven, på vor jord
det er glæden, når væsnerne lever, hvert eneste ene. ://