Den 9. oktober 2025. Det er dagen, hvor fire aktivister fra Klimapåmindelsen kan præsentere resultatet af deres arbejde med at forene 40 oplæg, der tidligere er givet på Klimapåmindelsen. De 40 oplæg er nu samlet og redigeret og blevet til antologien “Klimapåmindelser”.
Dagens gademøde gav os fire nye korte oplæg, hvor oplægsholderne var blevet bedt om at tage afsæt i temaet formidling, der var sat som overskrift for gademødet. Her er link til video fra gademødet.
Jesper Theilgaard
Det første af dagens oplæg kom fra meteorolog og foredragsholder Jesper Theilgaard. Selv om han på egen krop har erfaret, hvor vanskeligt det er at vinde gehør for, at der må handles på klimaforandringerne, pointerede han, at man er nødt til at fortsætte med at formidle den viden, man har. Der skal facts på bordet, selv om han også konstaterer, at der først sker noget, når der kommer lig på bordet, som det skete i forbindelse med oversvømmelser i 2011.
Det er let at komme med skræmmescenarier, forklarer Theilgaard. Men folk orker ikke høre på dem. I stedet skal vi fortælle om de fordele, der vil være, når den grønne omstilling er gennemført. Det er en omstilling, vi er i gang med. Vi skal nok få den gennemført, men den tager tid.
Bjørn Tving Stauning
Efter Theilgaard er det Bjørn Tving Staunings tur. Han er en af tovholderne på Klimapåmindelsen og en af de fire redaktører af antologien Klimapåmindelser, der er et omdrejningspunkt for gademødet.
Stauning fortæller om antologien. Den er blevet til på baggrund af 130 oplæg fra de syv år, hvor Klimapåmindelsen har holdt gademøder.
Nytter det, spørger Stauning retorisk. Det har han ikke noget svar på, men formaner om, at “det vi kan som borgere, det er at minde vores ledere om: Nu må I fandeme tage jer sammen”. Der er nogle ting, lederne skal forholde sig til og lave løsninger til. Det er Klimapåmindelsens formål at gøre lederne opmærksomme på det, anfører han.
Vibe Skytte
Klimapåmindelser udkommer under Forlaget Frydenlund. Her var det forlægger Vibe Skytte, som redaktørerne bag antologien kontaktede for nogle måneder siden, for at få bogen under forlagets vinger.
Skytte fortæller, at bøger om klimaet ikke kan sælges. Selv om emnet er så vigtigt, at det burde få os til at læse om det, så sker det ikke. Her peger hun som forklaring på sine egne livserfaringer. Når hun efter en travl dag når til aften, og børnene er lagt i seng, er der ikke mere energi tilbage til at forholde sig til klimakrisen.
Caroline Bessermann
Den sidste af dagens oplægsholdere er Caroline Bessermann, der er klima- og energirådgiver samt aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse (DGUB) og flere gange tidligere har givet oplæg til Klimapåmindelsen.
Bessermanns ståsted er lidt anderledes end Theilgaards. Hun mener, at vi – og medlemmerne af folketinget – har alle de facts, der er nødvendige. Alligevel bliver den grønne omstilling ikke rigtig til noget. Man nøjes med at pille lidt hist og her og har nogle forestillinger om tekniske løsninger. Hun mener, at der i stedet for en videnskrise er tale om en forestillingskrise. Vi mangler en vision om den nødvendige omstilling af samfundet.
Herudover har Bessermann en opfordring til, at vi får involveret nogle nye unge i klimakampen. Få nogle nye uprøvede til at holde oplæg for Klimapåmindelsen, opfordrer hun. De gør sig umage og kan på Klimapåmindelsen få et sted, hvor de kan øve sig, inden de bliver inviteret ind til fx DR eller TV2, slår hun fast.
Videoen er optaget ved Klimapåmindelsens gademøde 9. oktober 2025.
Artiklen er skrevet af Henning Husum 2025-12-28.

