Nu er det nok

Toke Haunstrup Bach Christensen er seniorforsker på Aalborg Universitet. Han har i mange år beskæftiget sig med sufficiency. Hvornår materielle leveforhold er tilstrækkelige til at opfylde vores behov.

Naturen skrumper

Christensen begynder sit oplæg med at se på, at vi mennesker er kommet til at fylde mere og mere i forhold til den resterende natur. Ser man på, hvor meget vilde pattedyr fylder i forhold til mennesker, er vi gået fra, at der var 80 kg pr. menneske i 18-hundredtallet – eller det der svarede til en jaguar – til, at der i dag er omkring 2,5 kg for hvert menneske – eller hvad der svarer til en chihuahua. Skal vi holde os inden for de planetære grænser, er vi nødt til at ændre på det forhold.

Teknologien redder os ikke

Men det er vanskeligt at lægge kursen om. Vi holder fast i kursen og sætter vores lid til, at teknologien vil redde os. Christensen medgiver, at sol- og vindenergi vil være en del af en løsning, men det er også teknologier, der skal bruge ressourcer og lægger beslag på arealer, peger han på.

Der er med andre ord ikke noget, der er gratis. Derfor kommer vi ikke uden om en reduktion af vores forbrug.

14, der satte forbruget ned

Christensen fortæller om sin undersøgelse af konkrete eksempler på mennesker, der har reduceret deres forbrug. En undersøgelse han foretog under en orlov fra sit job. Her cyklede han fra Hurup til Hellerup. Undervejs interviewede han 14 personer, der havde sat deres forbrug ned.

Noget af det, han fandt, var, at de 14 typisk havde sat deres arbejdstid ned. De havde fået en mindre bolig og droppet ferierejser. I stedet havde de opnået et roligt hverdagsliv og et mere meningsfyldt arbejde. Nogle af dem talte om, at de havde fået sanseligheden tilbage i hverdagen, og at de havde fået tid til at være mellem mennesker. Hvor de tidligere havde løst problemer gennem forbrug, kunne de nu løse problemer ved at producere noget.

Christensen er på vej med bogen NOK1, som han har skrevet på baggrund af sin undersøgelse.


  1. Haunstrup, T. (I tryk. Forventet 2025). Nok — fra overflod til trivsel — er tilstrækkelighed vejen frem for mennesker og planet. Forlaget Satis. ↩︎

Videoen er optaget ved Klimapåmindelsens gademøde 24. april 2025.
Artiklen er skrevet af Henning Husum 2. august 2025.