119. Tre procent

Tekst: Niels-Simon Larsen
Melodi: Jeg vil male dagen blå

Hvad det grønne var engang?
Det var en poetisk sang.
Noget med at dyrke jorden,
skærme barnet, faren, moren.
Nyde synet over fjorden.
Livet en poetisk sang.

Når man kigger sig omkring,
blev det grønne noget med ting.
Man kan se, hvordan der shoppes.
Stort forbrug må ikke stoppes.
Borgerne skal stadig proppes.
Man kan se det rundt omkring.

Vi er midt i en deroute,
når med drømme det er slut.
Danmark er ka-pi-talistisk.
Målet er mat’rialistisk,
og det kaldes realistisk.
Det er drømmenes deroute.

Hvis forbruget skal gå ned,
skal der andet i dets sted.
Vi skal holde os i live.
Vi skal være kreative.
Synge, spille, danse, skrive.
Så forbruget kan gå ned.

Vi kan ikk’ få alle tændt,
men hvis bare tre procent
dedikeret til at vinde,
og vi kan hinanden finde,
og som bliver ved at brænde,
er det nok med tre procent.

Niels-Simon Larsen skriver om sangen: Det siges, at der kun skal tre procent af en befolkning til at vende en udvikling.