Tekst: Niels-Simon Larsen
Mel: Little boxes on the hillside1
I et regnearks kolonner
kan der stå mange fine tal,
om at målene er nået,
alt det kører, som det skal.
Træer ind i varmeværket
forurener som en tordensky,
men så planter man no’n andre,
og så fældes der på ny.
Alt det som vi producerer
sender frygt’lig meget co2
ud i luften, ud i verden
men det gi’r os ingen ro.
Derfor bru’r vi små fabrikker
rundt i verden, men især i syd,
hvor de pukler hele dagen.
Ingen protester, ikk’ en lyd.
Vi har skibe, og de sejler,
forurener hele kloden rundt,
men det bli’r dog ikk noteret,
og så må det være sundt.
Dér i regnearket vil det
figurere med en tom rubrik.
Man kan ikke gøre andet,
så det stemmer på en prik.
Det’ på tide, at vi siger,
hvad vor omstilling handler om:
Ikke gøre det, der skader,
køre verden skæv og tom.
Lige ud ad landevejen
som ethvert barn sagtens kan forstå.
Have et hjerte for hinanden.
Få det hele til at gå.
Niels-Simon Larsen skriver om sangen, at den er refleksioner over klima- og miljøpolitisk leder hos Greenpeace, Helene Hagels, kronik i Dagbladet Information 24. oktober 2025. Kronikken havde titlen “Vi fører ikke klimapolitik. Vi laver regnearksluftkasteller”.
- Findes på YouTube: https://www.youtube.com/watch?v=r5IKpHTEuY0 ↩︎
