Indledning
På en kold forårsmorgen gav Uffe Kaels Auring Klimapåmindelsen et indblik i baggrunden for Ukrainekrigen. Auring var ikke klædt godt på til den kolde morgen. Til gengæld var han godt klædt på til at forklare, hvordan vi og især ukrainerne er endt i den ødelæggende krig, og hvordan det passer ind i den militarisering af samfundet, som vi bevæger os længere og længere ind i.
Det er en militarisering, som Auring har beskæftiget sig med i mange år og har skrevet om mange gange bl.a. i online-magasinet Eftertryk, hvor han er chefredaktør.
Han lægger dog ud med at pege på sine betænkeligheder ved at give et oplæg om baggrunden for Ukrainekrigen. Dels er den allerede godt belyst andre steder, og dels burde man måske fokusere på noget andet end baggrunden, når vi har at gøre med en krig, der er så blodig, som tilfældet er, siger han.
Ukrainekrigens baggrund
Den kolde krigs afslutning
Når vi skal forstå baggrunden for Ukrainekrigen, må vi tilbage til den kolde krigs afslutning. Dvs. sidst i 1980’erne og først i 1990’erne. Her peger Auring på, at afslutningen på den kolde krig betød, at USA var bange for, at Europa kunne blive en selvstændig magtfaktor og endog kunne indgå alliancer med andre. Eksempelvis blev en mulig alliance mellem Tyskland og Rusland anset for at være en trussel. Derfor valgte USA at styrke NATO på bekostning af EU og OSCE1.
Ikke en tomme
Mens en styrkelse af NATO passede til USA’s interesser, passede den til gengæld ikke til Ruslands interesser. Det manifesterede sig i forbindelse med genforeningen af de to tysklande i 1990, hvor Rusland som en af sejrherrerne fra Anden Verdenskrig skulle give sin tilslutning til foreningen. For at få Ruslands tilslutning garanterede man, at NATO ikke ville blive udvidet. Her opregner Auring en lang række af de forsikringer, Vesten gav til Rusland om, at NATO ikke ville blive udvidet mod øst. Ikke så meget som en tomme, blev det udtrykt.
Sådan kom det dog ikke til at gå. Løfterne om ikke at udvide NATO mod øst holdt ikke. Tværtimod blev NATO udvidet i en form for inddæmningspolitik over for Rusland. Samtidig blev gentagne russiske forslag om, at Rusland kunne blive medlem af NATO, ignoreret, forklarer Auring.
Rusland ignoreres
I en årrække efter den kolde krigs ophør var Rusland svækket. USA kunne derfor i stor udstrækning ignorere Rusland, sådan som det skete med udvidelserne af NATO og de netop nævnte forslag fra Rusland om optagelse i NATO.
Auring giver en række eksempler på, at USA og NATO handler på tværs af Ruslands interesser. Et af dem er NATO’s angreb på Serbien i 1999. Et angreb, der ledte til en etnisk udrensning og gav NATO et påskud til at gribe ind. Det var med til at give NATO et formål og få det til at fremstå som relevant.
Optakt til Ukrainekrigen
I 2008 erklærer NATO, at Ukraine og Georgien vil blive medlemmer af NATO. Rusland protesterer, men for Ukraines vedkommende – som der fokuseres på her – fortsætter NATO planerne.
Rusland oplever NATO’s politik som en række provokationer, hvor man opstiller missiler tæt på Ruslands grænse og bruger vestlige NGO’er til at underminere Ruslands venner i dets nærhed, forklarer Auring.
I 2014 støtter NATO et kup i Ukraine. Det betyder, at magten i Kiev bliver pro vestlig og imod Rusland. De russiskvenlige indbyggere i den østlige del af Ukraine ønskede en form for føderal ordning og autonomi, så de kunne bruge det russiske sprog i skoler og interaktion med det offentlige. Det accepterer den nye ukrainske ledelse ikke og indleder det, de kalder en antiterrorkampagne mod separatisterne.
Frem mod krigen opbygges et samarbejde mellem Ukraine og NATO. Det får Auring til at sige, at Ukraine frem til i dag ikke er kommet ind i NATO, men NATO er kommet ind i Ukraine.
Krigen
Med Ruslands invasion i Ukraine er ukrainerne blevet brikker i en stedfortræderkrig, hvor USA gennem NATO fører krig mod Rusland. USA får ukrainerne til at føre krigen, så man undgår at ofre amerikaneres liv.
For USA handler det om at udgyde ukrainsk blod for at udgyde russisk blod og dermed svække Rusland, forklarer Auring. For at undgå at projektet bliver afsporet, forhindrer man diplomatiske løsninger på konflikten.
Ukraine skal vinde. Endda have Krim tilbage. Oversat til realpolitik betyder det, at Ukraine skal tabe så mange mænd og så meget territorie som muligt i vores heroiske kamp for at dræbe russere og militarisere vores samfund.
Vestens PR-strategi
Når vi ser på, hvordan krigen beskrives i Vestens propaganda, så er billedet meget forskelligt fra at beskrive det som ukrainsk blod, der udgydes for amerikanske mål om at svække Rusland.
I stedet beskrev man i begyndelsen i optimistiske vendinger, hvilken udgang krigen ville få, forklarer Auring. Senere begyndte USA’s præsident Joe Biden at tale om, hvor farlig Rusland er, og at Rusland ikke vil stoppe ved Ukraine. Den sidste form for retorik finder vi også i medierne herhjemme og hos statsminister Mette Frederiksen.
I Danmark og EU fantaserer vi stadig om en ukrainsk militær sejr, hvor Krim vindes tilbage, siger Auring, men den blodige realpolitiske konsekvens af den fantasi er, at ukrainere og russere bløder og Ukraine taber mere land i vores “heroiske” kamp for at militarisere vores samfund.
Militarisering af samfundet
Hermed har Auring fat i det, som jeg nævnte i begyndelsen af artiklen, og som han har beskæftiget sig med i mange år: militariseringen af vores samfund.
Militarismen har opnået en total åndsdominans i samfundet, konstaterer Auring. Det gør, at det er vanskeligt at tale om, hvad det er, der sker. I stedet er der en social forventning om, at det, der sker, skrives om. Derfor taler vi om ukrainsk sejr, ukrainsk heltemod, demokrati versus autokrati. Der er ikke plads til, at vi forholder os kritisk til det, vi er i gang med, og kritisk til de militaristiske interesser, der er spredt ud i vores samfund.
Her kunne nogen måske tro, at grønne kræfter var i stand til at levere et modstykke til militariseringen, men Auring må skuffe os med sin erfaring om, at grønne og progressive kræfter ikke har noget at stå imod med. Bortset fra en undtagelse omkring modstanden mod Irakkrigen, så har de grønne og progressive siden slutningen af 1990’erne været at finde i forreste række for at bakke op om Vestens dominanspolitik. De er blevet gode til at manøvrere efter, hvad det er i orden at sige, og hvad man skal holde sig fra at sige for at være en god samfundsborger, lyder hans nedslående konstatering.
Hans afslutning på oplægget er lige så dyster som karakteristikken af de grønnes lidet glorværdige rolle i militariseringen. I stedet for at se verden som et sted, hvor sikkerheden er fælles og udelelig2, har vi skabt krige og katastrofer. Dem har vi igen og igen benyttet til en yderligere militarisering af vores samfund, og den måde vi forstår verden på. Derfor peger Auring på det tragikomiske i, at hvis vi vil møde vores virkelige fjender, så behøver vi ikke at rette blikket mod Rusland eller Kina. Vi kan nøjes med at rette blikket mod Christiansborg og mod os selv.
- OSCE er Organization for Security and Co-operation in Europe. Organisationen kom til verden i 1970’erne som et led i de bestræbelser, der dengang fandt sted for at afspænde forholdene mellem de to blokke i den kolde krig. Organisationens hjemmeside er https://www.osce.org. ↩︎
- At sikkerhed er fælles og udelelig er en tankegang, der indgår i den såkaldte Palme-kommissions rapport fra 1982. I al sin enkelhed handler det om, at en part ikke på langt sigt kan opnå sikkerhed ved kun at sikre sig selv. Eftersom der findes modstandere, må disses behov for sikkerhed tænkes med. Man bliver fælles med sin modstander om at sikre begge parter. Sikkerheden kan ikke deles op i adskilte dele som min sikkerhed og din sikkerhed. ↩︎
Videoen er optaget ved Klimapåmindelsens gademøde 10. april 2025.
Artiklen er skrevet af Henning Husum 28. juli 2025.