Klimapåmindelsen

At blive en god allieret

Indhold

Indledning

Margrete Johansen har grønlandske rødder, men blev i 1955 bortrøvet til Danmark. Hun er pædagog og nærmer sig som folkepensionist de 75 år. I sit oplæg til Klimapåmindelsen ser hun på Grønland1, dets forhold til Danmark, den verden, der presser sig på, og hvordan hendes og andre grønlænderes liv kom i klemme mellem det koloniserede oprindelige folk og kolonimagten.

Hun understreger, at hun ikke holder oplægget som en ekspert på Grønland, men som ekspert på sit eget levede liv.

Man infantiliserer en hel befolkning. Det er således legalt at udøve den stille racisme i praksis. Alle danskere har den ret. Man betaler jo for den.

Bloktilskud og racisme

Johansen trækker bloktilskuddet frem for at illustrere forholdet mellem den grønlandske og danske befolkning. Grønlænderne modtager et stort bloktilskud, lyder den almindelige danske fortælling. Men det, der går den anden vej – såsom minekontrakter, billig arbejdskraft og skattely – bliver der ikke talt meget om. Bloktilskuddet giver danskerne en opfattelse af, at de har ret til at nedvurdere grønlænderne: “Man infantiliserer en hel befolkning. Det er således legalt at udøve den stille racisme i praksis. Alle danskere har den ret. Man betaler jo for den”, siger Johansen. Fortællingen om bloktilskuddet giver os danskere ret til at kloge os på, hvad grønlænderne skal tænke, tro og mene, forklarer hun.

En turbulent opvækst

Det infantiliserende eller racistiske danske syn på grønlænderne fik en stærk konkret indflydelse på Johansens liv. Hun oplevede, at Danmark tog alt fra hende, da hun blev fjernet fra sin familie i Grønland og adopteret af en dansk familie. At hun mistede sit sprog, sin mor, sin familie, sine navne, sin kultur. I dag kæmper hun stadig hårdt for at få noget af det tilbage.

Johansen ser den samme forskelsbehandling, som hun har været ude for, fortsætte i dag i de tvangsfjernelser og bortadoptioner, der sker seks gange så hyppigt for herboende grønlændere som for tilsvarende etniske danskere.

Havets moder

Når Johansen forsøger at forstå, hvor det grønlandske samfund kommer fra, så har hun fat i det traditionelle livssyn i Grønland. Et livssyn, der var præget af en ydmyghed og taknemmelighed over for naturen og de fangstdyr, den gav. Det er en ydmyghed, der afspejler sig i fortællingen om havets moder. Som Johansen peger på, findes fortællingen i mange varianter. Fælles for dem er, at dyrene i havet stammer fra havets moder, og hun ikke giver dyrene fra sig, når menneskene mister ydmygheden i forhold til det, naturen giver dem.

Klimaforandringer

Med denne ydmyghed over for naturen og bevidstheden om menneskenes afhængighed af naturen kan det synes vanskeligt at forstå, at spørgsmålet om klimaforandringer ikke spiller en væsentlig rolle for grønlænderne.

Johansen tager fat på spørgsmålet om klimaforandringernes rolle for grønlænderne i forbindelse med, at hun retter blikket mod det grønlandske landstingsvalg den 11. marts 2025. Her har hun undret sig over, at klimaet ikke spiller nogen rolle. Nu kunne man tro, at det var på grund af den amerikanske præsident Trumps tale om at overtage Grønland, at spørgsmålet er gledet i baggrunden ved dette valg, men det er næppe forklaringen, for hun fortæller, at klimaforandringerne heller ikke spillede nogen rolle ved valget for fire år siden.

Johansen havde forventet, at klimaforandringerne fik større opmærksomhed, fordi de faktisk påvirker samfundet. Som et eksempel peger hun på, at klimaforandringerne har betydet, at indbyggerne i en bygd oppe mod nord i Grønland sulter ihjel som en konsekvens af, at klimaforandringerne har gjort indhug i havisen.

Afkolonisering og nykolonisering

Man kan sige, at det grønlandske samfund er under pres fra flere sider. Fra de netop nævnte klimaforandringer. Fra ønsket om et større forbrug, fordi man gerne vil have det, som man ser, at andre har og dermed kommer i konflikt med det tidligere nævnte ydmyge syn på naturen. Og samtidig foregår der også et opgør med kolonialismen.

Opgøret med kolonialismen kommer til udtryk i en mod-kolonialistisk bevægelse. Den udfører aktivisme i nogle af byerne, forklarer Johansen. Hun peger dog på, at det i høj grad er et vilkår for at følge med i bevægelsen, at man er i stand til at kommunikere med omverdenen via de sociale medier. Paradoksalt nok kommer det til at betyde, at selve kommunikationsformen kræver, at man er så europæisk eller dansk som muligt, samtidig med at man taler om mod-kolonialisme, forklarer hun.

På et spørgsmål fra en af tilhørerne undrer Johansen sig over det, hun har set, at man spiste, i forbindelse med et besøg i Grønland. Der blev spist mange fryse-pizzaer. Mange fik kasser med kød leveret, på samme måde som vi kendte det i Danmark med Dansk Fryseøkonomi2. Hun peger også på, at der er fødevarerestriktioner, der gør det vanskeligt at få fat på lokalt fanget mad ligesom traditionelle typer af mad – som fx hval – ikke længere er noget, man ser i fryseren i Brugsen . Igen et udtryk for, at en traditionel livsstil er under pres fra udefrakommende måder at leve på.

Mit ønske fremover til det, der skal være samarbejdet mellem Nunarput og Danmark, det er, at vi alle sammen skal tænke over, hvordan man kan blive en god allieret.

En god allieret

Hvilket samfund er det, man ønsker, bliver Johansen spurgt. Det er et vanskeligt spørgsmål at svare på, men hun mener, at grønlænderne nok er som andre folk, der gerne vil have så meget som muligt.

Når jeg hører Johansens fortælling, sidder jeg med en tanke om, at det er ærgerligt, at endnu et oprindeligt folk er på vej til at blive trukket ind i det uholdbare forbrug, som vi i Danmark er rigtig gode til. Om det også er hvad Johansen tænker, ved jeg ikke, men skal vi være tro mod hendes opfordring til ikke at have travlt med at give råd til grønlænderne, om noget vi ikke er blevet bedt om at give råd om, så må vi overlade det til dem selv at bestemme, hvad de gør. Allerhøjest kan vi måske tillade os at begræde vort eget dårlige eksempel.

Johansen slutter sit oplæg: “Mit ønske fremover til det, der skal være samarbejdet mellem Nunarput og Danmark, det er, at vi alle sammen skal tænke over, hvordan man kan blive en god allieret.” Hun tilføjer, at det i dag kun er muligt at komme til Grønland på en måde, der belaster klimaet. Men det er er et dejligt land, siger hun, mens et smil breder sig over hendes ansigt.

Videoen er optaget ved Klimapåmindelsens gademøde 6. marts 2025.

  1. Jeg bruger betegnelsen Grønland. Jeg er ikke sikker på, at Johansen vil bruge den betegnelse. Hun taler flere gange om Nunarput. Om Grønland eller Nunarput skal opfattes som en nation, et område eller noget helt tredje må stå hen i det uvisse, på samme måde som det ofte er uklart, hvad vi mener, når vi taler om Danmark. ↩︎
  2. Dansk Fryseøkonomi. Ifølge Wikipedia etableret i 1966 og ophørt i 1992. Målgruppen var i begyndelsen folk på landet, som man solgte kummefrysere til. Senere solgte man mere kød end frysere og sortimentet blev udvidet til at omfatte alt fra morgenmad til færdigretter. (https://da.wikipedia.org/wiki/Dansk_Fryse_%C3%98konomi). ↩︎

Artiklen er skrevet af Henning Husum 2025-07-07.