Tekst: Niels-Simon Larsen
Melodi: I Danmark er jeg født

Man har et levested, hvor man har hjemme,
og man kan sige, derfra ens verden går.
Men man kan også sige, der er en stemme,
der spørg’r hver dag, for hvad ens hjerte slår?
En egobåret ånd, der hamrer mod naturen,
og bare si’r, at sådan er kulturen.
Den går fallit.
Det kan man mærke tit.

Men vi ved godt at “mærke” er en vilje.
Det’ noget man vil, og vil på trods af alt.
Det spiller mellem peber og vanilje,
og man må se sig selv som Jordens salt.
Har man så lov til det, og hvem tør ærligt sige,
at de er udvalgt til det nye rige?
Men hvem er så?
Mon dem der bare si’r: Nå!

Når vi kan se, den gamle verden styrter, 
fordi forbruger-men’sket lever flot.
Så må man tag’ sig på at bære byrder,
så verden ikke bare går til i skrot.
Hvornår og hvem skal tage og vende hele skuden,
da ikke dem med hovedet nede i puden.
Hvis ikke nu,
hvem er så jeg og du?

Hvordan kan noget ske, når ingen kender,
den vej som leder til det rette sted.
Og hvordan kan man finde flere venner,
den dag hvor det er slut med evig fred?
Dem skal vi finde nu, mens jorden ikke brænder,
og vi skal øse vand med begge hænder.
Vi finder svar, 
før hvor der intet var.